Kære borgere i Bedsted

Tak for sidst! Igen engang vil jeg gerne takke for opbakningen og hjælpen til KulTHYvator-projektet på Vestervigvej 89 i løbet af foråret og sommeren. Nu er det blevet efterår, og værket skal stå sin prøve gennem de kommende årstider. Det bliver spændende at følge udviklingen på grunden.

Det er kommet mig for øre, at der hersker lidt forvirring om, hvad der må hænges op på værkets udstillingsvægge, hvor længe tingene må hænge, og hvem der står med ansvaret. At man altså måske savner nogle retningslinjer.  


Jeg vil ikke bestemme, hvad jeres regler for ophængning skal være - dertil er jeg alt for langt væk fra hverdagen i Bedsted. Men jeg vil gerne komme med min udlægning af, hvad jeg tænker ville fungere:


Udstillingsvæggene er tiltænkt kreative projekter og eksperimenter i alt fra tegninger, tryk, malerier, håndarbejde, digte, fotos, collage, udklip og plakater til tredimensionelle kreationer som blot bruger væggene som udgangspunkt og spreder sig ud på grunden. Invitationer og annoncer tænker jeg hellere skal hænges op på én af byens opslagstavler.


Værket kommer til at stå ’tomt’ meget af tiden, og det er på ingen måde et problem. Værker står fint alene, og det, at det tages i brug som udstillingsplatform i ny og næ, skal ses som et supplement eller en udbygning af værket fremfor en nødvendighed.


Jeg kunne forestille mig, at man blev enige og en form for takst; man kunne for eksempel sige, at væggene som minimum skal ryddes og gøres klar til nyt den sidste dag i hver måned. Dermed ikke sagt, at alt hvad der udstilles, skal hænge en hel måned. Mange udstillinger egner sig måske bedst til at hænge en enkelt solrig dag før duggen falder på – andre kan sagtens hænge i længere tid. Om skydedørene skal lukkes om natten må være op til den/de udstillende at bedømme og også at udføre.  


Magneterne, jeg har indkøbt til væggene, har desværre vist sig at være for svage til at klare sig mod den stærke vestenvind. Jeg får hurtigst muligt indkøbt nogle stærkere. Disse foreslår jeg bliver enten på væggene eller i et lille glas i bunden, så de altid er klar til brug.  


Værket tilhører hele byen, og jeg opfordrer derfor på nuværende tidspunkt ikke til, at en bestemt person eller forening påtager sig ansvaret for det. Idéen med projektet er at tilskynde til udveksling, kommunikation og samarbejde på tværs af eksisterende grupper - ikke til topstyrede beslutningsprocesser. Derfor håber jeg, at man i byen kan finde ud af at omgås brugen af værket på en meningsfuld måde - simpelthen ved at snakke sammen.


Bedste hilsener
Ronja

1 kommentar(er)

Hvad mener du?

2019.10.23 Skrevet af Claus M Christensen
I Bedsted er det som andre steder : "Alles ansvar = ingens ansvar". Mit forslag om, at Bedsted Håndværker- og Borgerforening skulle have "ansvaret" består i, at nogen er tovholder, hvis der skal ske noget omkring kunstværket. Det mener både Ronja og BHB er unødvendigt, så lad os se...

Jeg synes, at det er nogle rigtig gode betragtninger i forhold til "regler" som beskrives ovenfor, så lad os håbe, at alle synes det. Og vil efterleve disse.

23. oktober 2019