"Tippen" & Rønheden

af Poul Martin Kjær, Bedsted

Forord

Hensigten med nedenstående fortælling har også været, at berette lidt om hvordan livet her i Bedsted udformede sig før: computer, månelanding, skateboard, mountainbike, CPR-nummer, blok, udkantsdanmark, date, droner, tvitter, mobiltelefoner, fjernsyn, internet, butiksdød, betalingskort og meget, meget mere var kendt. Unge mennesker der voksede op i 50erne, lyttede til Radio Luxemburg, hvor dårlige modtagerforhold på Danmarks Radios langbølger, periodisk tillod at lytte til bl. a.  Bill Haeleys verdensberømte ”Rock around the Clock”, Tommy Steels, kendte, ”A handful of Songs”, Pat Boones, ”Love letters in the Sand” og, selvsagt mange flere hits. Små ”fikse” pladespillere og transistorradioer satte gang i musiklivet. Ungdomsgilderne ændrede sig fra ”mørkeleg” til, at der i stedet for blev danset; næsten samtidig indtraf også den forvandling, at pigerne blev kønnere og kønnere! Fjernsynet kom så småt med grynede, uklare billeder. Huskes kan VM i fodbold i 1958 med Sverige som værtsnation. Cykelhandler, Christoffer Lykke, var begyndt at sælge fjernsyn. På finaleaftenen satte han et tændt fjernsyn i butiksvinduet, som sikkert er den bedste reklame han her gjorde for sit ”slumrende” TV-produkt. På kroen blev der vistnok en gang om året spillet dilletant. Hvad man opførte er glemt, ligeså er de mandlige skuespillere; huskes kan fru smedem. Rigmor Knattrup, og fru slagterm. Karen Christensen. Kendt blev også fru, kabelmester Nielsen, ”Manse” kaldet, da hun et år sang 50er hittet ”Solitudevej”. Idrætsugen var en sand festuge her i byen, nogle år med gæster af et fodboldhold fra Sverige som trækplaster, men også mange andre aktiviteter foregik der i selve Idrætshuset. Salen var tæt pakket, og boderne blev flittigt besøgt. Aftnerne blev, for fulde huse, afsluttet med en lokalrevy hvor en af showets stjerne tømrer, Ove Hansen, bl. a. et år sang sangen ”Mit navn er Bombardine”, som blev et lokalt hit! Der kunne selvsagt findes mange spændende, farverige mennesker, at fortælle om, men fortællingens overskrift forlanger at jeg efterfølgende skal holder mig til emnerne, ”Tippen” og Rønheden.

Til mange af Danmarks byer, store som små, er der synlige knaster og mindesmærker fra og om generationer af menneskers gøren og laden. Naturens og menneskers mangfoldige tilfældigheder har skabt fænomener, som man endog måbende må beundre. Det kan være flotte mindesmærker eller skulpturer over mennesker, som for alt i verden, og sikkert med rette, ikke må glemmes, men det kan også være bare en dynge jord som f. eks. Himmelbjerget, Skamlingsbanken, Ejer Bavnehøj og mange andre flotte, danske, beundrings- og bevaringsværdige dynger, som Vor Herre har fundet plads til og generøst dumpet i skønne naturområder.

 

                      Noget lignende har vi også i Bedsted, om end knap så imponerende, og dog! Vores dynge er kendt ved navnet ”Tippen”. Det har den i hvert fald heddet siden 1951, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med den, og sikkert meget længere tilbage i tiden. Den er efter al sandsynlighed en ren årsunge i forhold til de ovenfor nævnte berømte danske dynger. Kun ca. 120 år gammel er den, tror skribenten. Men vi var/er rasende stolte af den. Vi få, der endnu kender den, er ligeså stolte, som man i Vestervig fryder sig over Tinghuset, Dommersædet, Skindbjerg Høje, Liden Kirsten, Prins Buris og kirken; for nu ikke at glemme ”smørhullet”, den skrantende centerby, Hurup. Ganske vist har man jo her Ashøje, Thys højeste punkt lige uden for byen, samt kunstmaleren, Jens Søndergaard og dynekongen, Lars Larsen, der begge har haft opvækst i byen. Sidste nyt er det automatiserede toilet på den Røde Plads og så bækken da, men det er så det. Jo, så er der da lige totempælen ved hovedvejen! Golfbane har man også, men de, der er rigtig ”godt ved muffen” spiller fortsat i Nystrup, går det i snakken, men det holder sikkert ikke vand!

Helt anderledes er det i Hørdum. Her har man også en dynge, meget flottere end ”Tippen”, og så har den måske logerende boende, fortæller historien. Godt gemt er den, men den kan findes! Den hedder noget så fornemt som ”Hørdarhøj” på godt hørdumsk og den har sten med krone på; forståeligt er det, at man derovre er meget stolte af dyngen, næsten som vi i Bedsted er over ”Tippen”.

Hørdum, som engang i Jyllands Posten blev hængt ud som Danmarks kedeligste by. Havde den lusede journalist da bare forinden set og læst om ”Hørdarhøj”, men sådan skulle det ikke være.

                      Glemmes må bestemt heller ikke en af egnens flotteste dynger, Lundhøj i Ullerup ved Heltborg. Den slår vist dem alle, og sikken en udsigt der er fra højens solide bolig. Blot kan man frygte, om vort skarpe byråd går med til siddende ministers påtænkte strandlinjeflytning. Afhængigt af, hvor Forvaltningen i Hurup får slået stregerne, vil dette kunne afgøre, om Lundhøj kommer til at ligge i et parcelhuskvarter eller ej.

I Thylandsgade i Bedsted, i det lille lavtliggende hvide hus (Thylandsgade 24) lige før jernbaneoverskæringen, boede i mine drengeår baneformand, Senius Knudsen i sit statslige, velholdte banehus med kone og børn, dueslag og Ariel-motorcykel med sidevogn; en rimelig bestemt herre, huskes han som. I skrivende stund ligger huset der endnu (sådan er det nødvendigt at formulere sig, thi huse væltes efter næsten kun et fingerknips i Bedsted). Imellem Knudsens statslige havehæk og banelegemet havde ”banestien” sit udspring, som en uofficiel, aldeles ulovlig adgangssti mellem byens hovedgade, der dengang hed Bredgade, og statsskoven Rønheden. Bredgade hed gaden men kun ind til baneoverskæringen. Havde man sit hjem på den anden side af banelegemet, så hed det sig, at man boede ”owen æ’ ban’, officielt dengang Ørhøjgade. Livet om og blandt beboerne ”owen æ´ ban” fortjener en nærmere omtale, men det må vente til engang, når der er en deroppe fra, der farer i blækhuset, og det er der sikkert; (faktisk har der engang boet en kongefamilie deroppe, man har skam også haft stort bageri ”owen æ ´ban, og hvem husker ikke ”Fløjte Karl”, ”Persille gartneren” og flittige planteskolearbejdende, cerutrygende og dreven kortspiller, Kirstine Kjeldsen samt slagter, Ekmanns dam).

Dengang var der gammeldags håndbetjente bomme ved baneoverskæringen - betjent ved stationens altid duftende pissoire af Karl Troelsgaard eller Evald Lauersen, engang kendte ”banebedstedfolk”. Når tog ankom eller afgik fra stationen, var bommene naturligvis nede, hvilket også forhindrede adgang til ”banestien”. Skulle man i skoven eller på ”Tippen” når der var togtrafik, så måtte man pænt vente, til bommene var oppe igen, og samtidig sikre sig, at baneformand, Knudsen ikke var i nærheden, for som det samvittighedsfulde menneske han var, så tålte han ikke trafik af nogen art mellem sin havehæk og banelegemet, da dette var livsfarligt, såfremt et tog samtidigt passerede. Men vi brugte nu stien. Alle som en tog vi chancen, som det passede os, blot Knudsen ikke var til stede!

Slap man uset forbi Knudsens skarpe blik, kunne man cykle eller gå på ”banestien” helt fra Thylandsgade og ud til skoven, hvor man så havde denne på den ene side og banelegemet på den anden side langs hele strækningen ud til den nuværende grusvej,  Grurup-Vestergårdsvej, har jeg valgt at kalde den (den hedder vist i dag kun ”Sneryddes ikke”). Stien var meget smal, men fortrinlig og spændende som cykel- og gangsti. Det var ikke en anlagt sti. Den har vel gennem tiderne fået sit forløb af Bedsted borgeres gå- og cykelture ud til Rønheden. I dag findes stien ikke.

Har man været grøn drengespejder i 50erne, vil man vide, at dengang lå spejderhuset ude i Rønheden, næsten. Egentlig på modsatte side af banelegemet og stien, men det var forbistret nemmere at følge banestien derud end at skulle besøge spejderhuset via dets officielle tilkørselsvej, som tog sin start ude i Grurup (lidt længere ude end hvor ”Bornholmer Hans” engang boede), et par kilometer ude ad vejen til Hurup. Spejderhuset ligger der endnu, og det ejes fortsat af drengespejderne. (Har man lyst til at få forklaret, hvordan og hvorfor spejderhuset fik sin placering i Rønheden, så kan dette opfyldes ved at opsøge Thisted Biblioteks hjemmeside under Lokalhistorisk Arkiv. Søg under billeder, dernæst efter billede nr. 24429, og du vil kunne læse om en spændende epoke af spejderhusets historie).

En udfordring var det at cykle hjem på banestien efter et spejdermøde på en mørk efterårsaften uden lys og sikkert undgå et utilsigtet møde med Statsbanens skelpæle! (min spejderfører, blandt flere, var det dejlige menneske, gårdejer, Knud Vestergaard fra Horsfelt).

                      Det der med, at stien også var fortrinlig at cykle på, er nu ikke helt rigtigt, idet banearealets skel strakte sig til ca. der, hvor banestien lå, hvorfor etaten med jævne mellemrum havde nedgravet en stump jernbaneskinne som skelpæl, der kun ragede 20–30 cm. op over jordoverfladen. Herved udgjorde skinnestumpen en sand fælde for cyklende trafik. Thi nemt var det at overse dem i græsset, og man skulle sikre sig, at ”pedalarmen var i vandret stilling” når man passerede dem for ikke at ramle ind i dem med fatal væltning til følge. Endnu værre var det næsten, men kun for drengene, hvis mødet med en statslig skelpæl forårsagede, at man utilsigtet røg ned på cykelstangen og derved pådrog sig dansende stjerner for øjnene og et par dages sviende smerter i skridtet! Holdt man imidlertid tungen lige i munden og i øvrigt havde balancen i orden, så kunne man hurtigt suse et smut i skoven, idet banestien gav adgang til ”kærlighedsstien”, som førte ind i selve Rønhede plantage. Nogle få hundrede meter af ”kærlighedsstien” er der endnu, om end knap så romantisk, som da den lune- og yndefuldt snoede sig i 50erne.

                      Skoven var en fortrinlig legeplads, som året rundt blev benyttet. Megen aktivitet foregik omkring og i ”den gamle grusgrav”. Der var ingen grænser for de fantasilege, der om sommeren blev afviklet her. Når sneen faldt, var grusgraven og gravhøjen ”Storhøj” også anvendelig som kælkebakke, og de mange damme, som endnu findes i skoven, var fortrinlige skøjtebaner, hvor byens unger boltrede sig.

Det huskes, at ”Storhøj” engang blev benyttet som samlingssted, idet der her under et Grundlovsdags arrangement  blev holdt tale af lærer, Pedersen fra Kirkebyskolen i Gl. Bedsted. Talerstolen som udgjordes af en lav stensætning, ved højens fod, er endnu synlig.

                      Det må også være på sin plads at fortælle, at den officielle adgangsvej fra Bedsted ud til Rønheden, vel egentlig var den grusede (nu med sværdslag asfalterede) Skovvej, som gik/går fra den sydlige del af Vestervigvej, snorlige, ca. en kilometer ret ud til skovløberboligen, der dengang var beboet af opsynsmand, Mads Peter Boddum[1]. Han styrede sikkert sin skov for etaten mønsterværdigt, (huskes kan det, at den så noget mere ryddelig ud og var mere fremkommelig, end den opleves i dag. Dette skyldes forhåbentlig ikke ligegyldighed eller udkantsdanmark smitten, – men pengenød, går snakken). Det fornemmedes, at Boddums skov kun var for træer, absolut ikke for børn. Intet barn ville være så letsindig at besøge skoven via den officielle adgangsvej, thi Mads Peter havde fra sit køkkenvindue et godt, frit udsyn og derfor let kunne opfange, når nogen havde til hensigt at nærme sig hans plantage, forestillede vi os. Han smed os ikke ligefrem ud af skoven, men hans kropssprog var blottet for enhver form for forstående pædagogik, men vi opførte os sikkert ikke altid som vi skulle, så der var god grund til at holde øje med os. Havde Mads Peter levet i dag, ville han være nærmeste nabo til den kommunale skovbørnehave, jøsses!

                      En anden mulig adgangsvej til skoven var ”Æ´ gartners Vej”, som tog sin begyndelse på Vestervigvej, mellem bygningerne - daværende Thylands Bank og slagtermester Christensens forretning (nuværende frisørforretning). Vejen er der endnu, om end den synes værende en anelse kastreret, idet dens adgang fra byen nu tager sin opstart i Thylandsgade. Navnet ”Æ` gartners Vej” er nu næsten gået i glemmebogen. Nu hedder den skam noget så rammende som ”Sti til Rønheden”, og det er den, også snorlige. (Jeg har for nogle få år siden, på rette lokale sted, forsøgt at få navnet på gartnerens vej ændret til sit oprindelige kaldenavn, men nej)! Til gengæld er vejens belægning for et par år siden bragt i sådan en stand, at en tur i skoven nu næsten kan gøres i futsko.

                      På banestien imellem Bredgade og skoven, ca. 2 – 300 meter ude, havde man på sin højre side en langstrakt græsbeklædt langhøj liggende, vel kun ca. 2,5 meter høj. Dens form kunne lede tanken hen på, at det sikkert var noget, de gamle fra oldtiden, i ledige stunder, havde gået og skrabet sammen, men en nærmere undersøgelse af højen afslører ikke tegn på, at der her er tale om en bevaringsværdig gravhøj eller lignende. Den pyntelige, eftertragtede granitsten med krone mangler. På toppen af højen var der en grydeformet lavning, hvor man i læ kunne sidde og lade verden passere i selskab med gutterne, medens man hilste på de langsomt, tæt på, forbipasserende togpassagerer, nu og da trukket af et damplokomotiv!


[1] En søn, E. Boddum, har i Historisk Årbog for Thy og Hanherred, årg. 1997 skrevet en interessant artikel om Bedsted og Rønheden.

Det er og bliver kun en tilfældig jordhøj, som af bedstedboerne engang har været kendt under navnet ”Tippen”. En nutidig rundspørge blandt byens ældste beboere ville sikkert af naturlige årsager tilkendegive, at kun et fåtal kender dens eksistens. Kort- og Matrikelstyrelsens bevågenhed har den naturligvis heller ikke fået, så dens opståen og tilstedeværelse må siges at være et stort mysterium. Det amerikanske militær og dermed også Google Earth har skam fanget den. Her optræder den nærmest som en mindre ufremkommelig træbevoksning, og det har Googlemanden ret i, for det er den, nu. Skulle nogen få lyst til at besøge stedet, så skal man være forberedt på at skulle ned på alle ”fire” for at stride sig igennem højens buskads. Det må antages, at en enkelt ko, hvis den ellers kunne komme af sted med det, på en formiddag ville kunne afgræsse det areal, som højen optager, så større er højen altså ikke.

                      Bedsted har fostret, blandt sikkert flere, to billedkunstnere, som begge var dygtige tegnere. Her tænkes naturligvis på Aase Bjerre og Ellen Raadal, begge født og opvokset i Bedsted, altså den ægte vare. Aase Bjerre har bl. a. udført en dejlig akvarel af modehandler, frk. Mortensens Hatte- og broderiforretning, som engang lå mellem ”Det gamle Hotel” og Thylands Bank. Akvarellen kan ses på Egnshistorisk Arkiv i Hurup. Af et barnebarn af Thy Højspændingsværks første driftsleder, Anton Jensen, er jeg blev foræret en Aase Bjerre akvarel af Højspændingsværkets ”direktørbolig”, tegnet i 1951, men gengivet, som huset så ud i 1919. Den skal selvsagt afleveres på rette sted på rette tidspunkt, så alle kan nyde akvarellen.

Af tegneren, Ellen Raadal, findes der sikkert endnu i mange hjem tegninger af mennesker, bygninger og steder foreviget af hende i hendes kendte streg. Men ingen af de to nævnte damer har, mig bekendt, beskæftiget sig med ”Tippen” i streg eller akvarel. Begge har de helt sikkert kendt den, men den blev overset desværre. Heller ikke i ord er ”Tippen” blevet synliggjort. Forfatteren, Bent Haller (skaber af Bedstedharen) boede for en tid i byen, men han havde nok at gøre med bøvlet med den daværende Thisted borgmester og overså derved helt vores ”Tip”. Men som et plaster på manglen har byens nok så kendte boghandler, Asbjørn Rølle heldigvis, men sikkert ved et tilfælde, fotograferet ”Tippen” engang i 40erne, så da lå den der også.

Det fornemmes også, at den nuværende ejer af det lille trekantede jordstykke som ”Tippen” ligger på, var overrasket over at erfare, at den tilhørte ham, nøjagtig som den forrige ejer var det. Han bor et sted på den anden side af baneoverskæringen, ”owen æ´ ban´”.

I mine drengeår gik snakken, at højen og arealet dengang tilhørte lærer, Carl Overgaards ejendom, hvis jorder stødte op til højen, kun adskilt derfra ved hans markvej. Man kunne nemlig også komme ud til ”Tippen” og skoven ved at følge denne markvej, men den eksisterer ikke mere, så faktisk er der i skrivende stund ikke længere en adgangsvej til ”Tippen”, endsige til Rønhede Plantage via ”Tippen”, som der var engang. Samme markvej tog sin begyndelse som indkørselsvej til lærer Overgaards ejendom med en afstikker, som ikke alene endte ude ved ”Tippen”, men mundende ud ved for længst afdøde, gartner Ejner Nielsens fristende frugtplantage og svulmende jordbærmark. De fleste af datidens børn har prøvet at gå på hugst i herlighederne, nu og da gemytligt overrasket af ”æ gartner” afslørende os, alle med munden fyldt af mirabeller eller jordbær. Når han opdagede os på lyssky hugst i hans frugter, råbte han lunt: ”Er di mo”?‚Äč

Langs gartnerens vej var der for øvrigt anlagt en mindst 100 meter lang skydebane med jordvold, og markørgrav manglede heller ikke, men sikkert ganske ulovlig var den, da den næppe overholdt de dengang gældende regler for afstand til beboet bebyggelse, men det gik nu alligevel udmærket! Når vejret tillod det, så kunne skydebanen også benyttes efter mørkets frembrud, idet der umiddelbart over skydeskiverne ved markørgraven var anbragt en lunken gadelampe. Indtil for få år siden fandtes endnu markørgrav, vold og gadelampe. Det hele er nu erstattet af en offentlig, fredelig, kommunal affaldspose. En mere professionel skydebane havde Skytteforeningen ude i Rønheden. Kun er det i dag, for kendere og efter løvfald, muligt at se de beskyttende jordvolde. Selve skyttehuset, en træbarak, er for længst fjernet.

En, af de flittigste, daglige brugere af lærer, Overgaards markvej for år tilbage, var gamle fru Johanne Marie Madsen, mor til bagermester Charles Madsen, som dengang var ejer af en af byens tre bagerforretninger. Også i en høj alder sås hun dagligt, iført sit karakteristiske sorte hovedtørklæde og langt, blåternet forklæde, gå tur med sin elskede ”Freddy”, ført i en meget alt for lang snor, til ”Freddys” velbehag. ”Freddy” var hund af tvivlsom race, men hun elskede ham. De to skabte deres del af bybilledet. Vi kunne i godt vejr opleve dem siddende på ”Tippen”, nydende naturen og hinandens selskab. Skulle ”Tippen” nogensinde have en mindesten i stil med Hallers godt gemte hare, så ville ”Freddy” være oplagt at hugge og endog kunne blive ganske smuk i sten!

Det er tvivlsomt, at ret mange nuværende bedstedborgere kender højen; ikke mange vil kunne anvise vejen til ”Tippen”, og ikke mange vil kunne fortælle om dens historie, hvis den i øvrigt har en historie?

I min drengetid var den et kendt sted, hvor der nu og da blev gjort ophold, når vi drenge skulle i skoven for at lege barske cowboys og vilde indianere, eller bare for at flirte med pjattede, søde bedstedtøser! (Hopalong Cassidy, tegneseriebladet var ”in” dengang, men det var Variete nu også; det var noget med let påklædte damer, huskes meget svagt). Om vinteren brugte ”rollingerne” en del af højen som kælkebane. Vi store benyttede kælkebakken fra Tvillingehøjene, hvor det, i kane eller på ski, gik i strygende fart ned over ”P. Ajsens”[2] mark, helt ned til Stationsbyskolen (i dag Hopla).

Også mere modne, unge mennesker kom på ”Tippen”. Nogle gange aflagdes besøget med en margarine (øl) kasse under armen, så det er ikke utænkeligt, at første uskyldige ”kæp i øret” i dølgsmål blev bragt hjem herfra. For de, der ikke skulle til Grundlovsfest på Ashøje, valgtes nu og da, at man mødtes i gryden på ”Tippen” medbringende margarinekassen, eller første smøg, for der i ro og mag at nyde sin egen tilrettelagte fest.

En for længst hengået, agtværdig bedstedborger har engang listigt fortalt, at indtil flere bedstedfolk, endda også af fornem byrd, sandsynligvis, vist nok, er avlet ude på ”Tippen”. Det er sikkert ikke sandt, men sådan gik historien altså!

                      Skribenten, samt sikkert også mange andre, har undret sig over den, ved første øjekast, mærkeligt placerede høj. Antagelig er den fremkommet under udførelse af Thy banens banelegeme tilbage i 1880erne, som lige der, hvor den passerer ”Tippen”, har krævet megen jordopfyldning for at udligne en tæt ved værende niveauforskel i terrænet. Måske, ingen ved det, har projekterende baneingeniør set forkert på regnestokken og fået kommaet placeret forkert, med det til følge, at han havde fået for meget jord lagt i depot, hvorefter han, for at slippe for mere bøvl, har overtalt ejeren af det lille stykke jord, som ”Tippen” ligger på, til at lade dyngen blive liggende, heldigvis!

”Tippen” er derfor menneskeskabt og ikke et projekt med tilsigtet fingeraftryk af Vor Herre. Den er et lysende eksempel på, at der, trods alt, kan komme noget godt ud af en statslig embedsmands regnefejl. Den har været til stor og også frugtbar glæde, som det fortælles, for en masse indfødte bedstedboere. ”Tippen” har været et fælles monument, som man har kunnet bryste sig af, når nu ikke vi havde andet!

                      Nævnte man ”Tippen” i dag, for den generation, som nu kun hænger ved livet med den ene hånd, ville alle glædeligt mindes livet på og omkring ”Tippen”, hvis eksistens og historie hermed vistnok er sikret, sådan da!

 


[2] Drev landbrug fra Vestervigvej 85. Han var kendt som en god ven af også byens børn.

NB.

Det har bestemt ikke været meningen med fortællingen at være skyld i, at folk efterfølgende skal valfarte ud til ”Tippen”.

I øvrigt er der ingen Wi-Fi derude!